Lovgivning vedr. brændeovne

Vi holder her vores kunder opdateret vedr. seneste krav til brændeovne, lovgivning omkring det at have en brændeovn samt lovgivning vedr. installation af ny brændeovn.

ECODESIGN 2022

Ikrafttrædelsesdato: 01.01.2022

EU lovkravene i forordningen ECODESIGN 2022 trådte i kraft pr. 1. januar 2022 (Holland pr. 1. januar 2020).

ECODESIGN 2022 er et EU-fastsat krav til energieffektivitet og emissioner for produkter til rumopvarmning med fast brændsel, herunder brændeovne. Kravene er gældende for produkter med en nominel varmeydelse på op til 50 kW, som skal indføres i EU-landende og EØS-landende (Norge, Liechtenstein og Island).

VARDE Ovne har det fulde ansvar for, at alle vores modeller – VARDE samt WESTFIRE by VARDE – er testet efter de fastsatte retningslinjer i forordningen, for at vores brændeovne og indsatser til enhver tid lever op til de fastlagte krav i forhold til ECODESIGN 2022.

Med en brændeovn eller pejseindsats fra VARDE Ovne eller WESTFIRE by VARDE er du derfor sikret en ECODESIGN 2022 godkendt brændeovn eller indsats med stort fokus på ren luftkvalitet samt miljøvenlig forbrænding.

LÆS MERE OM ECODESIGN 2022

Ny lovgivning omkring salg af bolig med brændeovn fra før 2003 

Ikrafttrædelsesdato: 01.08.2021

Denne information er udarbejdet med baggrund i Miljø- og Fødevareministeriets pressemateriale omkring den kommende lovgivning vedrørende salg af bolig med brændeovn installeret. Vi må dog tage forbehold for tekstens indhold, idet den endelige lovtekst kan afvige fra ministeriets udsendte pressemateriale.

Loven, der er vedtaget i Folketinget, skal være med til at reducere partikeludledningen. Med loven er det obligatorisk, at skifte eller nedlægge en gammel brændeovn fra før 2003 (31.12.2002), når en bolig bliver handlet (hus, lejlighed eller sommerhus).

De nye regler i ejerskifteordningen er gældende fra den 1. august 2021. Boligkøberen er derefter forpligtet til at oplyse, om der står en gammel brændeovn fra før 2003 i den bolig, de har købt, når skødet bliver tinglyst. Det er boligkøbers ansvar at melde og dokumentere brændeovnens alder ved tinglysning af skødet. Udskiftning eller afblænding skal ske inden for 12 måneder.

LÆS MERE OG SE LISTEN MED BRÆNDEOVNE 

BR18 – Gældende regler for installation og montage af skorsten 

Ikrafttrædelsesdato: 01.07.2018

Når du skal placere din nye brændeovn i rummet, skal du være opmærksom på at skorstenens sikkerhedsafstand kan være større end brændeovnens sikkerhedsafstand.

Som udgangspunkt kan du placere brændeovnen direkte op mod væggen, hvis du ikke har brandbare vægge. Vi anbefaler dog altid en afstand på 5 til 10 cm fra brændeovnen til væggen. Det er dog ofte skorstenens sikkerhedsafstand, der gør, at brændeovnen skal placeres længere væk fra væggen.

Den 01-07-2018 trådte det nye bygnings regulativ BR18 i kraft, iht. BR18 er der ændret krav til installation af skorstene. Ændringerne har betydning når skorsten monteres ved brandbart materiale, f.eks. en træ væg eller gerigter ved en dør.

LÆS MERE OM BR18 REGLEMENTET